Om rundvisningerne
Digtere dør, men deres historie og digte lever videre
Gadedigteren låner de døde poeter sin stemme, mod at de til gengæld låner ham deres vers
Søndagsrundvisningerne:
SØNDAGSRUNDVISNINGERNE BEGYNDER
KL. 14.00 FRA KAPELPLADSEN, KAPELVEJ 4
Hver søndag (så vidt muligt) i sæsonen fra 4. februar til 27. oktober gennemfører Gadedigteren de traditionelle rundvisninger på Assistens. Turene skifter fra uge til uge mellem Digterruten eller Kærlighedsruten på Assistens.
Vi mødes kl. 14.00 på den store plads foran Kapellet.
Billetter à 100 kr. købes over Billetto
Begrav mig i en æblehave så jeg kommer til at røre
– jeres læber igen.
(video fra en tidligere påskevandring)
Grupperundvisninger:
(Privat- og firmarundvisninger)
Modsat søndagsrundvisningerne, bookes grupperundvisningerne direkte hos Gadedigteren på tlf. +45 2484 1469 eller mail: kronman@gadedigteren.dk
Vælg mellem 3 forskellige ture:
Læs om ruterne nedenfor.
Skolerundvisningerne:
Skolerundvisningerne aftales og bookes enten over mail kronman@gadedigteren.dk eller på mobil 24841469
For skoleklasser er prisen 800 kr.
Guided tours in English 1.500 kr.
Digterruten
Genoplev de døde poeters gyldne øjeblikke
På Assistens mødes vi, der har tiden for os, med dem for hvem den er gået, men som, inden det kom så vidt, nåede at gribe et gyldent øjeblik og række det videre til os i dag i form af et digt. Under vandringen i den rigt varierede natur fortæller Christian Kronman bl.a. om angsten i 1700-tallet for at sjælen skulle fare vild, hvis man blev begravet på Assistens, om Guldalderen fra 1800-1850 som støbeske for dannelsen af en ny dansk selvforståelse, om Niels Bohr, der åbnede døren på klem ind til den virkelige virkelighed, og så selvfølgelig også om de mange spændende digterskæbner derude. Christian Kronman reciterer med vanlig professionalisme af deres digte.
Kærlighedsruten
Af alle verdenslitteraturens hovedtemaer er kærligheden ubestridt dét, der er skrevet mest om.
De døde poeter på Assistens sang selvfølgelig også med i det kor, og det var ikke småting, de havde på hjerte. Hør om Dan Turèlls betagelse af sin sovende hustrus krop, Jens August Schades karske begejstring for sin opfindsomme muses erotiske hitte-på-som-hed, om H. C. Andersen som fortvivlet elsker med italiensk temperament, om den tragiske muse, Ingeborg Stuckenberg, som i tidens ånd var henvist til at udgive sine digte i sin digtermands navn, og som til sidst forlod både ham og deres to drenge for at realisere sig selv som kunstner i den nye verden, dvs. New Zealand.
Den store tur på Assistens
Den kollektive stuearrest under corona krisen tvang mange af os til at opfinde alternative flugtveje for at få rendt noget af al den ophobede energi af os. For Gadedigteren blev Assistens megt naturligt hans foretrukne strejfer område. Det førte ham ad nye ruter helt ud i hjørnerne af den helt utroligt smukke, blomstrende og syrenduftende kirkegård og forbi interessante grave, han ellers aldrig nåede omkring. Fx Master Fatman siddende som Buddha, digteren Naja Marie Aidts grav til sønnen Carl, der omkom under tragiske omstændigheder efter at have spist svampe, og digterne Lean Nielsen og Michael Strunge.
Hvor Gadedigterens øvrige ture varer 1½ timer, varer” Den store tur på Assistens” 2 timer, og den er ikke kun beregnet på at I får en masse go’e historier til hovedet, men også go’ motion til resten af kroppen, for her skal der ind imellem virkelig gås til! På denne tur ta’r vi ikke tiden så nøje, så hvis I har lyst til at medbringe en eller anden form for forfriskning, gør vi holdt midtvejs, så I også kan nyde den.
Skolerundvisningerne
I en strøm af levende fortælling kommer vi omkring mange af de personligheder, som gennem mere end 250 år har sat deres præg på udviklingen i Danmark, og i visse tilfælde også på hele verden. Metrostationen Nørrebros Runddel frembyder det ideelle udgangspunkt, her hvor gammelt og nyt mødes. Jeg bruger bygningen til indledningsvist at fortælle lidt om den gamle, historiske kirkegård, som vi nu vil betræde. Ja, faktisk allerede har betrådt. For inden Metroen kom, var området jo en del af Assistens. Den højtprofilerede nutid har generobret terræn fra erindringens fortællende have, som vi nu vil begive os ind i.
Eleverne behøver ingen særlige forkundskaber for at få noget ud af turen. Men hvis der skulle være digterspirer iblandt, opfordres de hermed til at medbringe en kuglepen, som de kan stikke i jorden til opladning og senere afhentning på Dan Turèlls grav. Den vil ikke stå alene. Og så kan jeg da allerede nu røbe, at H. C. Andersens grav rummer en gåde. Det kunne være sjovt, hvis eleverne kunne finde ud af, hvad den går ud på. Et lille spor kunne være, at vores store digter ikke er alene i sin grav.
Udgangspunkt er som nævnt ved opgangen fra Metro Stationen, Nørrebros Runddel. Ovennævnte rundvisning er tilrettelagt med henblik på 5. klassetrin og opefter. Gymnasielever kan dog overveje, om de måske hellere skal vælge Digterruten. Det skal så bare aftales på forhånd, da de to ture har forskelligt udgangspunkt. Prisen er den samme, da det jo er i undervisningssammenhæng.
Han løfter arven efter kulturcenter: “Jeg kører videre for fuldt drøn”