Mange af historierne på Assistens er Danmarkshistorier. Og forklaringen på det er i sig selv en lille Danmarkshistorie. Dengang det i 1760 blev nødvendigt at anlægge en assisterende kirkegård uden for voldene, ønskede ingen af navn og anseelse at blive begravet så langt væk fra slægt og venner inde i byen. En gang til blev det dem, der ikke selv kunne bestemme, som måtte holde for, og meget hurtigt kom stedet i folkemunde til at hedde Fattigkirkegården. Men så var der en anset borger i København, etatsråd Johan Samuel Augustin, og han erklærede i sin sidste vilje, at han for ikke at være til besvær for nogen – heller ikke efter sin død – ønskede at blive begravet ”på Fattigkirkegården uden for Nørreport.” Efter den gestus blev stedet pludselig mondænt og forvandledes snart til foretrukken gravplads for det gode borgerskab og navnlig for enhver, der var noget ved musikken.

Johan Samuel Augustin døde i 1785. Der er ikke langt til Adam Oehlenschlägers Digte 1803, som indvarsler den periode, eftertiden har døbt Guldalderen.  I løbet af de følgende 50, 60 år oplever Danmark næsten at blive udslettet af verdenskortet, samtidig med at nationen mere eftertrykkeligt end nogen sinde placerer og markerer sig på selv samme verdenskort. Englænderne udsætter vores hovedstad for verdens første terrorbombardement og sejler af sted med vores stolte orlogsflåde. Hele landet går bankerot. Vi mister Norge. Og til sidst også Sønderjylland. Alt imens H. C. Andersen og Søren Kierkegaard skriver sig ud under de store himmelstrøg, Jens Juel, Eckersberg og Købke maler sig derud (om end med nogen forsinkelse), Frederik Kuhlau komponerer på internationalt niveau, Rasmus Rask rejser i sprog og H. C. Ørsted opdager forudsætningen for vor egen tids computere og mobiltelefoner. Som med én bevægelse gør digterne, filosofferne, malerne, komponisterne og forskerne alt det, tidligere århundreders krigsherrer forgæves havde bestræbt sig på.

Jeg tror den danske selvforståelse endnu den dag i dag er gjort af netop det paradoks. Vi fik så mange nationalbank, at vi kunne lære det! Og alle de udødelige genier, som redede landets ry og rygte udadtil og selvværdsfølelsen indadtil, ja de gik jo alligevel hen og døde. Og hvor skulle de så begraves? Ude på Assistens, selvfølgelig. De grundlagde den tradition, som i nyere tid er blevet fulgt op af bl.a. Niels Bohr, Scherfig, Schade, Strunge, Dan Turell, Ebbe Kløvedal Reich, Jakob Ejersbo, Sonja Ferlov Mancoba, Henry Heerup, Ben Webster, Thomas Koppel, Natasja og senest Benny Andersen og Master Fatman.

Peter Faber (1810-77) på afdeling A udgør den ideelle indgangsbøn til en rundvisning. Han minder mig altid om, at jeg skal huske at slukke min mobiltelefon. Det er den borgerlige Peter Faber, der gør det, telegrafdirektøren! Tænk på hvor uflytteligt alting var dengang. Folk blev i det store og hele, hvor de var født. Og så kunne Peter Faber inde fra sit telegrafkontor på Købmagergade sende i det mindste tanken af sted med elektricitetens hast. Først op til Helsingør. Senere helt ned til Hamburg. Og dermed var der hul igennem til hele den gamle verden! Men det er jo ikke af den grund, vi stopper op her. Vi stopper op fordi digteren Peter Faber så noget på vejen hjem fra kontoret. Eller læste noget i en avis. Og skrev en sang om det. F.eks. Den tapre landsoldat, da vi i 1848 vandt slaget ved Bov.

Vist er det godt fundet på med historien om soldaten, hvis pige vil med i felten. Og alle de andre patriotiske argumenter. Det ku’ han, den gamle! Men alligevel: Der har jo været så mange krige siden, og dem er der jo også blevet skrevet sange om. Hvorfor husker vi lige netop Peter Fabers? Jeg delte en dag min undren med mine tilhørere. Svaret faldt prompte fra en midaldrende herre: ”Det er fordi, det er det eneste slag, vi nogensinde har vundet!” Se, her var en almindelig dansker, der i det 21. århundrede spontant huskede, hvad vi lærte dengang i Guldalderen. At Peter Faber ikke selv husker det, må han være undskyldt. Da hans landsoldat drog af sted, var der ikke ret mange der forudså, at sejrene i 48 blot var forspillet til massakrerne i 64. Samme omstændighed kan i sagens natur ikke rigtig gøres gældende om det officielle Danmarks holdning til at drage af sted i dag.

Det, digteren Peter Faber først og fremmest huskes for, er selvfølgelig hans Højt fra træets grønne top. Om den kan det med endnu større ret siges, at der jo har været så mange juleaftner siden, og der er også skrevet mange sange om dem. Hvorfor er det netop Peter Fabers, der har fået status af selve julens drejebog? Det spørgsmål vil jeg godt udskyde til vi kommer til forfatteren til selve julens anden drejebog, for der er to, nemlig Peter Fabers Højt fra træets grønne top og Johan Krohns Peters Jul..

Mens vi er på afdeling A er der ingen vej uden om Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau (1786-1832), der forresten kom hertil som flygtning og opnåede at få familiesammenføring. Han voksede op i et fattigt musikerhjem i Lüneburg, løb byærinder, tabte en flaske øl og fik en glassplint i øjet. Det kostede den 9årige dreng hans højre øje og et langvarigt og smertefuldt sygeleje.  Men som en anden Odin fik han visdommen i tilgift, musikkens visdom. For at han ikke skulle kede sig, fandt hans forældre på at anbringe et klaver tværs over sengen. Og således blev en af den danske Guldalders toneangivende komponister født. Allerede med musikken til J. P. Heibergs Elverhøj, med Johannes Ewalds Kongesang indlagt både i ouverturen og hos koret til slut, sammenføjede han gammelt med nyt i toner, der simpelthen er blevet lyden af det at være dansk. Hvilket Erik Balling og Henning Bahs har bygget videre på i deres mindst lige så danske film, Olsen-Banden ser rødt, hvor Egon, Benny og Kjeld begår indbrud på Det Kongelige Teater og rigtig kan komme til med trykluftboret til akkompagnement af ouverturen til Elverhøj.

Christen Schiellerup Købke (1810-48), som ligger begravet lidt længere hen ad stien til højre, oplevede nogenlunde samme dannelseshistorie som Kuhlau, bare med den forskel at hans barndomshjem var alt andet end fattigt. Faren var bagermester og havde hele Kastellets personel som fast kunde. Men også Christen lå et år i sengen fra han var 11 til 12 år, plaget af gigtfeber. Og i alt den tid bestilte han stort set ikke andet end at tegne og tegne og tegne, så faren besluttede at ”vi må se at få den dreng på Kunstakademiet.” Det kom han så – som 12årig og fik bl.a. C. W. Eckersberg som lærer.

Tydeligere end nogen anden af periodens mange fremragende malere realiserede Købke Oehlenschlägers guldalderslogan fra digtet Guldhornene i samlingen fra 1803: ”i sole, i violer/ i det mindste, i det største/.” Købkes mesterskab var bl.a. at skildre det store i det små, det universelle i en hverdagssituation ude fra Østerbro, en fyraftensspadserende langs Dosseringen, nærværet i hele suiten af portrætter, evigheden i et landskabs stillestående nu. Christen Købke høstede ikke umiddelbart frugterne af sin virtuositet, men i dag står det klart, at han var en af Guldalderens største, hvis ikke den største. For nogle år siden, i 200året for hans fødsel, åbnede The National Gallery i London sit fornemme Sunley-Room for en udstilling med 48 værker af den danske kunstner. Her kan så alverden gå og læse ud af billederne om den strenge enevoldsdisciplin, som holdt alting på plads i det gearskiftende danske guldaldersamfund. Det kribler og det krabler som i en H. C. Andersensk grøftevanddråbe lige under genrefortællingernes og portrætternes beherskede ro.

Og så er vi nået til Søren Kierkegaards grav, oprindeligt hans fars, med de mange og lange gravskrifter, som der i øvrigt er skrevet en hel lille bog om: Grethe Kjærs Den gådefulde Familie. Op imod William Shakespeares gældende definition af danskeren som den vægelsindede prins, Hamlet, rejste Kierkegaard sit kategoriske krav til den enkelte om at vælge. Og med sin placering af individet i centrum eksistentielt kom han faktisk også til at sige noget om guldaldermenneskets praktiske virkelighed, måske især på landet. Her var en effektiviserende omlægning af landbruget i gang over det meste af Europa. Men den har utvivlsomt fået et ekstra nøk i Danmark, hvor det udad tabte jo skulle genvindes ved øget produktivitet indadtil. Fra at bønderne forhen havde været sammen om at dyrke markerne, der var opdelt i små lodder, blev det hele nu lagt sammen i store enheder beregnet på selvejerdrift. Det århundrede gamle landsbyfællesskab afløstes af den private ejendomsret for dem, der havde noget at eje, og ingenting for de fleste, som ikke havde. Mønstret gentog sig naturligvis forstørret op i byerne med den voksende industrialisering mod slutningen af århundrede.

Således betegnede Guldalderen altså ikke kun en radikal ændring af holdninger, men også en helt konkret ændring af Danmarks udseende til det, vi i dag trods motorveje, broer og ekspanderende provinser forbinder med det typiske danske land. Men ovre i det yderste nordlige hjørne af afdeling A ligger en maler begravet, som lige akkurat nåede at dokumentere det landskab, der var før, og som blev opslugt af landboreformerne.  Det er Jens Juhl (1745-1802). Han er ganske vist mest kendt som den virtuose portrætmaler, men mestrede altså også storslåede skildringer af det gamle, åbne land med fællesdrift og vildskov.

Til gengæld finder vi lige ovre på den anden side af muren på afdeling C en mester i skildringen af det frembrydende nye landskab, hvor stendiger, hegn og hæk og de idylliske, dresserede skove har vundet terræn: Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853), som havde studeret i Paris – under Jacques-Louis David! – og i Rom, fik selv mange elever blandt tidens store, danske talenter, og som noget nyt sendte han dem ud af atelieret, ud i åben mark på land og i by og indskærpede dem præcision i detaljen. Som sådan er han blevet kaldt dansk malerkunsts fader.

Fra det danske land til den danske jul. På afdeling F hviler skolemanden Johan Krohns (1841-1925) pædagogiske bene. Men når vi overhovedet retter vores egne ben i retning af hans grav, er det ikke så meget på grund af hans mangeårige lærer- og rektorgerning først på Det Kgl. Teaters læseskole og siden på Krebs Skole, men snarere fordi han i sin iver efter at vænne børn til at læse kom til at forfatte en børnebog, der blev alle generationers bog gennem alle generationer. Og hvorfor blev den nu det? Og hvorfor er det stadig Peter Fabers juletræssang fra 1848 og Johan Krohns Peters Jul fra 1866 vi går til, når det skal være rigtigt?

Jeg tror det først og fremmest skyldes juletræet, som på det tidspunkt var et forholdsvist nyt fænomen, for så vidt som det først strålede for første gang i Danmark i 1808. Det var kommet til os fra Tyskland, men afsatte sit ganske særlige kogleri hos os, fordi det her var havnet midt iblandt trængselsårernes åndfulde tabere og verdensforskræmte stuemennesker. Idet Guldalderens børn og voksne slog kreds om træet, vendte de i samme gestus ryggen til alle truslerne derude, hvilket yderligere fortættede stemningen af allehånde håndgribelige og uhåndgribelige ting: Duftene, lysene, gensynet, samværet, gaverne, gentagelsen og sangene – alt sammen godt og trygt gemt hen i Fabers sang og Krohns bog til frisættelse år efter år, ”når julesneen falder hvid”.

Som et rejselystent modstykke til det indadvendte Danmark (dem var der faktisk en hel del af med dannelsesrejserne til Wien, Paris, Dresden, Firenze, Rom og Napoli) finder vi på afdeling F en sanger, som nok er mere kendt for sine aforismer og romanen En Dansk Students Eventyr. Sanger er Poul Martin Møller (1794-1838) nu alligevel, ikke mindst fordi han har skrevet et af de dejligste digte til Danmarks pris, som ovenikøbet tager hele epoken – og dermed også eftertiden – lige på kornet. Glæde over Danmark hedder digtet.

Efter embedseksamenen tog den 25årige teolog fra 1819-21 hyre som skibspræst på kinafareren Christianshavn. Her sidder han så langt ude på Sydhavet og skriver længselsfuldt til vennerne derhjemme. Men brevet forvandler sig i skrivende stund til et digt, der begynder sådan her: ”Rosen blusser alt i Danas Have/lifligt fløjter vist den sorte stær…” Længere nede i digtet, i femte strofe for at være præcis, optræder følgende udsagn, endda to gange: ”Danmark er et lidet, fattigt land…” Det er ren retorik, som skal give digteren lejlighed til at komme med sit ”men”, og det MEN er ikke lidet! Det er ikke kun underforstået i resten af digtets i alt 12 strofer, det er også det MEN, der får Peter von Scholten fra afdeling D til på Danmarks vegne som den første nation i verden at frigive slaverne. Det er det MEN, der giver os en grundlov på fredelig vis (lige bortset fra at den altså skaffede os en borgerkrig på halsen), det er det MEN, der grundlægger højskolerne, andelsbevægelsen, Friheden, Ligheden og Janteloven, det MEN, der i nyere tid udvikler teorien om kvantemekanikken, hjælper jøderne til Sverige, udsender hospitalsskibet Jutlandia, bliver ombord på kaptajn Carlsens skæve skib, designer Wegnerstolen præsident Kennedy sad i, bygger Sidneyoperaen, det MEN, der kører topartsforhandlingerne på arbejdsmarkedet, spiller Igor Stravinsky i filmen Coco før Chanel, laver mad på Noma og en hel masse andet, ingen anden nation kunne eller kan gøre os efter – i hvert fald ikke lige så godt!

Hos H. C. Andersen (1805-1875) på afdeling P er MEN’et blevet til et ”OG DOG så vidt om jorden/end høres danskens sang og mejselslag…” i vores uofficielle nationalsang, I Danmark er jeg født. Også den blev skrevet i 1848, men næppe til patriotisk opmuntring. Det var nok snarere fordi den allerede da internationalt berømte digter, som havde særlig mange af sine kæreste venner og varmeste beundrere i Tyskland, har følt et stærkt behov for at bekende kulør i den prekære krigssituation.

Andersen skriver i samme digt: ”derfra min verden går…” Det gør min verden også. Og måske også mine børns. Men med globaliseringen, EU og alle de tekniske kvantespring inden for den elektroniske kommunikation og kommunikationen i det hele taget ved jeg ikke rigtig med vores børnebørns? Vi er jo også begyndt at gå i krig igen. De gamle, fælles referencerammer ruster som de kunstfærdige smedejernsgitre om de ældste grave på Assistens.