O, du mit verdensguld
vær morskabsfuld

I dag huskes Kingo for sine prægtige salmer. Men af sine samtidige dengang i anden halvdel af 1600tallet må denne verdensmand og himmelstormer være blevet oplevet som uendeligt meget andet og mere. Og det er netop hele personligheden, mennesket selv med hud og hår, som forfatteren og historiefortælleren Christian Kronman vil have frem, lyslevende af de svundne århundreder, med sin nyeste fortælling, ”O, du mit verdensguld/vær morskabsfuld”.

Kingo lagde ud med livsnære, ofte humoristiske digte, undertiden med stærkt erotiske overtoner. Som ung må han have været en stor gevinst for ethvert muntert selskab. Han var lærenem og udviklede sig fx hurtigt til en virtuos fægtemester. Noget tyder på, at den unge Thomas Kingo tillige har haft en heldig hånd med at danne sig et godt netværk, med kontakt til bl.a. den entreprenante (og korrupte, viste det sig senere) rentemester Henrik Müller, en af landets absolut mest indflydelsesrige mænd (som spillede en afgørende rolle ved finansieringen af de kostbare svenskekrige).

Samtidig med skabelsen af sit store religiøse sangværk var Kingo også dybt engageret i den dennesidige del af tilværelsen. Fx som sprogfornyer (han ville udvikle og smidiggøre datidens ret primitive danske sprog, så man også kunne skrive digte på det) og som storladen besynger af sin samtids magthavere fra kongen til Griffenfeld, søhelten Niels Juel og mange flere. Nogle vil måske spørge, hvordan to så væsensforskellige fænomener som salmer og verdslige fyrstedigte kunne forenes i én og samme person, som oven i købet selv er ophavsmand til følgende udsagn: ”Det er ikke for en kristens gavn at ville hinke på begge ben eller spille ligekær på Guds og verdens parti.”

Forklaringen på denne tilsyneladende modsætning er, at Kingo ikke kun troede på Gud, han troede af hele sit hjerte og af hele sin sjæl også på den geniale ordning, at Gud, konge og fædreland var ét stort, universelt samvirkende hele. Han købte uforbeholdent hele pakken med enevælde. Og derudover anså han sit digtertalent som en gave, skænket ham af Gud – hvorved alt, hvad han tog i sin pen, jo principielt var til både Gud og mennesker.

Oven i alt dette opnåede Thomas Kingo hele to gange i sit liv at møde den store kærlighed (i en tid, hvor romantisk kærlighed endnu var et relativt nyt fænomen).  Første gang (som omtalt ovenfor), da han som knap 30årig møder den 10 år ældre Sille Lambertsdatter Balchenborg, gift Worm. Anden gang, da han som 60årig gifter sig med den 30årige Birgitte Balslev.

Da Thomas Kingo lå på sit yderste og bl.a. led af ”stensmerter”, sagde han til de omkringstående, som prøvede at trøste ham: ”Det kunne dog ikke gå af uden smerte og strid, førend de to kære venner, sjæl og legeme, kunne skilles ad.” Netop dette venskab mellem det kødelige og det åndelige, mellem det dennesidige og det hinsidige er krumtappen i Christian Kronmans fortælling.

Og netop denne mand, der oplevede jordisk attrå og udødelig kærlighed både som ung og gammel, denne mand, der bliver udnævnt til biskop som 43årig, og som må formodes at have et indgående kendskab til både agt og magt – og til tilfredsstillelsen ved at udøve den – denne selvsamme mand udbryder i en alder af 52 år: ”Far verden, far vel/jeg kedes nu længer at være din træl…” Dette digt kan umuligt være skrevet af et menneske, der kun var mådeligt glad for livet her på denne side af evigheden.