Hvem er jeg og hvordan blev jeg fortæller?

Springet ud i det mundtlige

Jeg kommer fra skriften og har haft – og har stadig! – uendelig megen glæde, og selvfølgelig også nogle genvordigheder, af at skrive. Men det er ikke noget ubetinget aktiv som historiefortæller. Jeg har gjort mig alle mulige krumspring for at komme uden om skriften, når jeg komponerer en historie. For skriver jeg først et par stikord, har jeg pludselig skrevet flere sider. Og så er der måske iblandt et par formuleringer, man som skribent er uforskammet glad for. Og skal man så gi’ sig til at lære udenad? Ikke ligefrem historiefortællingens sande natur.

Det er et dilemma, jeg gennem årene har vænnet mig til at leve med. Og selvom jeg må tilstå, at min bedste historie til dato, ”I gæld til en flaskesamler”, er udtænkt op og ned ad gulvet helt uden hverken skærm eller papir, arbejder jeg stadig og stædigt på et lykkeligt bryllup mellem skrift og tale.

Trubadur i bondeskjorte og pandekagehat

Som ung skrev jeg mange teaterstykker. Ikke fordi jeg var nogen stor dramatiker. Dramatik kører jo i konflikt, men jeg nænnede næsten ikke at udsætte mine karakterer for alle de besværligheder, mord og anden drabelig gerning, der sælger billetter. Det, der tiltalte mig ved at skrive skuespil, var dels at her kunne jeg få puttet nogle sange ind, dels hele samarbejdet omkring tilblivelsen af en forestilling, og måske især mødet med publikum, den kontante afregning, når det, jeg havde været med til at skabe, gled over scenen. (Af og til skrev jeg mig selv ind i forestillingen, og har bl.a. oplevet at blive instrueret af Sam Besekow!).

Længslen efter den euforiserende, vildt vanedannende vekselvirkning med et konkret publikum følte jeg allerede, mens jeg skrev på min første digtsamling, ”Nærtrafikanter”, med den programerklærende undertitel: ”Glædesdigte”. Og ikke så snart var bogen udkommet (i 1974), før min kone, Skuespillerinden Anna-Louise Lefèvre, og jeg selv drog på salgsturne rundt i den danske provins som trubadurer. Anna-Louise spillede på fløjte, mens jeg, iført bondeskjorte og pandekagehat, reciterede egne digte fra gågadens kommunale plantekasser. Salget gik ikke efter forventning. Men driften efter at stå op vedblev.

Maleri af Aksel Dahl
Disse ydmige, helt ind i knoglerne dedikerede gadeartister satte gladeligt livet på spil for et enkelts øjebliks moro hos den tilfældigt forbipasserende. Grafik: Axel Dahl.

Dødsspring for et øjebliks moro

Efterhånden modnedes den ide, at det kunne være sjovt at bringe ikke bare mine egne, men også andres digte ud i gaden, hvor alle jo kommer – også de, der ikke i forvejen er litterært interesserede. Det var først og fremmest dem, jeg var interesseret i at nå. I stedet for at stå op for eget værk, ville jeg stå op for poesien som sådan! Og hvilken scene ville egne sig bedre til det end gaden. Antikkens græske rapsoder optrådte på gaden. Shakespeare gjorde det. Og middelalderens omvandrende gadeteater, Comedia dell’Arten satte gladelig livet på spil for et øjebliks moro hos den tilfældigt forbipasserende. Det er fra dem, vi har udtrykket saltomortale, som jo betyder dødsspring.

 

Det var især disse ydmyge, men helt ind i knoglerne dedikerede artister, der var inspirationen, og som jeg satte mit pejlemærke efter, da jeg en lørdag i efteråret 1992 for første gang stillede mig op på min kasse ved foden af Rundetårn og af mine lungers fulde kraft trykkede den af med egne og andres digte. Det sidste gjaldt navnlig digte, der i deres udspring engang for mange tusinde år siden oprindeligt var blevet mundtligt overleverede, inden de kom på skrift. Det kunne være uddrag fra Højsangen eller Odysseen. Men også digte af de digtere, som ikke længere selv kunne synge ud, tog jeg op. Grundvigs ”Påskeblomst” var fx fast på repertoiret hver påskelørdag i alle de fem år, jeg stod derinde ved foden af Christians runde tårn hver lørdag.

Du skal se billeder!

Tre måneders i hærdigt prøvearbejde med skuespilleren Bent Conradi var gået forud for det første stand up, og dette illuminerende samarbejde har fortsat lige siden. Bent gav mig nogle teknikker. ”Du skal se billeder,” sagde han som noget af det første. ”Du skal kunne det udenad, det er det mindste af det. Det svære er at mene det, du siger. Du skal jo ikke sige det, fordi det står på et stykke papir. Du skal sige det, fordi du har lyst til at sige det. Og hvordan får du det? Se billeder!”

Men så var der selvfølgelig en overgangsfase, hvor nogle af publikum havde lidt svært ved at gennemskue genialiteten i det her.

Folk gik forbi, tog sig til hovedet og sagde: ”Vi har da steder at gøre af sådan nogle mennesker.” Men med tiden lykkedes det mig at finde den fine blanding af poesi og poesiens kusine: Gøglet! Jeg stod derinde i fem år. I september sidste år kunne jeg fejre 25 års jubilæum som gadedigter med en stand up, denne gang på toppen af Rundetårn.

Det var mens jeg stod derinde på kassen først i 90erne, at jeg begyndte at få øje på alle de andre, som jo i grunden gjorde det samme som jeg, bare ikke på vers. Det var de nye fortællere, som myldrede frem på rad.. Og da opdagede jeg pludselig, at jeg var en del af et stort brusende fællesskab med en sag: Genfødslen af den mundtlige fortælling!

Jeg kom ind i kredsen omkring Hans Laurens og hans legendariske søndagsmatineer i Café Teatrets café, KafCafeen. Hele bevægelsen nåede en foreløbig kulmination med den internationale fortællefestival i Lejre i Kulturbyåret 1996. Og i mange år derefter var Lejre med de årlige fortællefestivaller fortællernes Mekka – i hvert fald på Sjælland og omliggende.  

 

Omkalfatringen af forfatteren til gadedigter og fortæller har ført til optrædener mange forskellige steder, i de senere år med en vis forankring dels hos BestTellers på Vesterbro, ofte sammen med min makker Gravers Graversen, dels hos Kulturcentret Assistens, hvor jeg viser rundt på henholdsvis ”Digterruten” og ”Kærlighedsruten” i dette historiefortællingens Eldorado af en kirkegård. Og nu har samarbejdet med Kulturcentret Assistens oven i købet sat et nyt skud, efterårets store satsning:  ”Teaterfortællinger på Nørrebro”, og mit første fremstød i det regi bliver forestillingen ”På Livets Rand”, som udspillede sig på Kulturcentret Assistens’ intimscene i Kapellet.