Hvem er jeg og hvordan blev jeg fortæller?

Hvem er jeg og hvordan blev jeg fortæller?

Springet ud i det mundtlige

Lad det være sagt med det samme: Jeg kommer fra skriften!
Jeg har haft uendelig megen glæde, og selvfølgelig også nogle genvordigheder, af at skrive, og har det stadig. Men det er ikke noget ubetinget aktiv som historiefortæller. Jeg har gjort mig alle mulige opfindsomme krumspring for at komme uden om skriften, når jeg komponerer en historie. For skriver jeg først et par stikord, har jeg pludselig skrevet flere sider. Og så er der måske iblandt et par formuleringer, man som skribent er uforskammet glad for. Og skal man så gi’ sig til at lære udenad? Ikke ligefrem historiefortællingens sande natur.

Det er et dilemma, jeg gennem årene har vænnet mig til at leve med. Og selvom jeg må tilstå, at min bedste historie til dato, ”I gæld til en flaskesamler”, er udtænkt op og ned ad gulvet helt uden hverken skærm eller papir, arbejder jeg stadig og stædigt på et lykkeligt bryllup mellem skrift og tale.

Som ung skrev jeg mange teaterstykker. Ikke fordi jeg var nogen stor dramatiker. Dramatik kører jo i konflikt, men jeg nænnede næsten ikke at udsætte mine karakterer for alle de besværligheder, mord og anden drabelig gerning, der sælger billetter. Det, der tiltalte mig ved at skrive skuespil, var dels at her kunne jeg få puttet nogle sange ind, dels hele samarbejdet omkring tilblivelsen af en forestilling, og måske især mødet med publikum, den kontante afregning, når det, jeg havde været med til at skabe, gled over scenen. (Af og til skrev jeg mig selv ind i forestillingen, og har bl.a. oplevet at blive instrueret af Sam Besekow!).

Længslen efter den euforiserende, vildt vanedannende vekselvirkning med et konkret publikum følte jeg allerede, mens jeg skrev på min første digtsamling, ”Nærtrafikanter”, med den programerklærende undertitel: ”Glædesdigte”. Og ikke så snart var bogen udkommet (i 1974), før min kone, Skuespillerinden Anna-Louise Lefèvre, og jeg selv drog på salgsturne rundt i den danske provins som trubadurer. Anna-Louise spillede på fløjte, mens jeg, iført bondeskjorte og pandekagehat, reciterede egne digte fra gågadens kommunale plantekasser. Salget gik ikke efter forventning. Men driften efter at stå op vedblev.

Mange år senere, i begyndelsen af 90erne, løb jeg ind i et stort venskab med skuespilleren Bent Conradi. Han gav mig nogle teknikker, vi arbejdede i tre måneder, og så begyndte jeg at stille mig op med egne og andres digte. Hver lørdag formiddag stod jeg ved foden af Rundetårn. Folk gik forbi, tog sig til hovedet og sagde: ”Vi har da steder at gøre af sådan nogle mennesker.” Men med tiden lykkedes det mig at finde den fine blanding af poesi og poesiens kusine: Gøglet! Jeg stod derinde i fem år. I september sidste år kunne jeg fejre 25 års jubilæum som gadedigter med en stand up, denne gang på toppen af Rundetårn.

Det var mens jeg stod derinde på kassen først i 90erne, at jeg begyndte at få øje på alle de andre, som jo i grunden gjorde det samme som jeg, bare ikke på vers. Det var de nye fortællere, som myldrede frem på rad.. Og da opdagede jeg pludselig, at jeg var en del af et stort brusende fællesskab med en sag: Genfødslen af den mundtlige fortælling!

Jeg kom ind i kredsen omkring Hans Laurens og hans legendariske søndagsmatineer i Café Teatrets café, KafCafeen. Hele bevægelsen nåede en foreløbig kulmination med den internationale fortællefestival i Lejre i Kulturbyåret 1996. Og i mange år derefter var Lejre med de årlige fortællefestivaller fortællernes Mekka – i hvert fald på Sjælland og omliggende.  

Omkalfatringen af forfatteren til gadedigter og fortæller har ført til optrædener mange forskellige steder, i de senere år med en vis forankring dels hos BestTellers på Vesterbro, ofte sammen med min makker Gravers Graversen, dels hos Kulturcentret Assistens, hvor jeg viser rundt på henholdsvis ”Digterruten” og ”Kærlighedsruten” i dette historiefortællingens Eldorado af en kirkegård. Og nu har samarbejdet med Kulturcentret Assistens oven i købet sat et nyt skud, efterårets store satsning:  ”Teaterfortællinger på Nørrebro”, og mit første fremstød i det regi bliver forestillingen ”På Livets Rand”, som kommer til at udspille sig på Kulturcentret Assistens’ intimscene i Kapellet 23., 24., 30. og 31. oktober + 13., 14., 20. og 21. november.

Biografi

Jeg voksede op på Kagerup Overdrev i Nordsjælland mellem Hillerød og Helsinge. Det er så længe siden, at det hele har fået karakter af et eventyr fra Landet, Der Var Engang. Menneskene, der befolker dette land, er ofte af arketypisk, storladent tilsnit. Herfra kommer den principfaste skolelærerfrøken, der dagligt skræller sit æble i en skræl og forkynder i bibelhistorietimerne, så Birgitte på forreste række tisser i bukserne af skræk. Herfra kommer Tante Fie og Lakke med chokoladen, der smager af kærlighed. Herfra kommer rødenæsemanden, Gamle Oscar med den jammerlige trillebør, Gandhi på Cyklen og mange, mange andre.

I dag ligger Landet Der Var Engang alle steder og ingen steder. Vi der boede der, tog det med os i alle verdenshjørner. Selv de, der blev boende, tog det med sig et andet sted hen. Det faldt ud af geografien og ind i anatomien, biologien, sociologien, kronologien, psykologien og frem for alt fantasien, og lejrede sig til sidst som et uforanderligt tryllerige i sindet. Så derfor, hvis du rejser tilbage med GBS eller landkort for at genopsøge Landet, Der Var Engang, så husk, at det er ikke fordi det har forandret sig, at du ikke kan kende det igen. Men tværtimod fordi det ikke har forandret sig.

Jeg er født 11. november 1939 på Frederiksberg, døbt i Mårum Kirke og vokset op på Kagerup Overdrev mellem Hillerød og Helsinge.

Som 14årig flyttede jeg med familien til København og kom i mellemskolen på Sct. Jørgens Gymnasium. Skrev og redigerede ”Mellemskolehjørnet” i skolebladet ”Blækklatten”.  Student fra Sct. Jørgens i 1960.

  • Højere Handelseksamen fra Niels Brock i 1962.

  • Studier i at skrive skønlitteratur, dramatik og journalistik på Brittingham Legatet ved University of Wisconsin 1963.

  • Journalistuddannet i Det Berlingske Hus 1967. Derefter ansat som all round reporter på Berlingske Tidende.

  • Digterspire og løsarbejder i London 1968. Først tjener i Lyons’ Corner House ved Piccadilly Cirkus, derefter overtjener i Athenæum Club, Waterloo Place.

  • Gift med skuespillerinde Anna-Louise Lefèvre i 1970. Samme år ansat på BT som redaktionssekretær.

  • Lyrikerdebut i 1974 med ”Nærtrafikanter – Glædesdigte”.

  • Fra 1975 professionel forfatter.

  • 1978 far til Amanda Emilie.

Forfatteren:

Forfatteren Christian Kronman, medlem af Dansk Forfatterforening, debuterede som lyriker i 1974 med “Nærtrafikanter – Glædesdigte” og året efter som dramatiker med radiospillet “Den blå Guldsmed”.
Seneste arbejde er tretten sangtekster til korværket “Suser min lind, synger min nattergal”, bygget over Astrid Lindgrens novelle af samme navn, sat i musik af Bodil Heister og opført første gang under Copenhagen Choir Festival i Den Svenske Kirke og Danmarks Radio 2003. Udgivet på tryk af Folkeskolens Musiklærerforening i 2006.

Øvrige udgivelser på tryk:

  • “På Skanderborg Station, en biografisk rejse gennem Sophus Claussens Ungdom” (Suenson 1984).
  • “Sorte Ran”, en gendigtning af Ellen Bryan Obed’s versefabel “Borrowed Black” med illustrationer af Jan Mogensen. (alma 1988).

  • “Regnvejrshuset”, en versefortælling for børn med illustrationer af Ib Spang Olsen. (alma 1993).

  • “I Dagens og Nattens Anledning, Gadedigterens Digte” (alma 1993).