Den Høje Sang til Gud og mennesker

Christian Kronman reciterer og sporer Sangen tilbage til mesopotamiske frugtbarhedsriter

Enhver gadedigter med respekt for sig selv ved noget om recitation. Det gør Christian Kronman også, skolet som han er både hos skuespiller Bent Conradi og i konfrontationen med publikum på åben gade. I den forbindelse står Højsangen fra Det Gamle Testamente som den største og skønneste udfordring. Efter recitationen belyser han digtet ud fra både den allegoriske/eksegetiske, den historiske og den kultmytologiske synsvinkel, og fremhæver et par interessante oversætterproblemer. Bærer digtets heltinde fx slør, eller skulle der måske snarere stå hårlok?

 

Nogle vil måske synes, at det er en diskussion, om ikke om kejserens skæg, så dog om Shulamits hår eller slør. Men når man har med en tekst at gøre, der gennem årtusinder selv har båret eksegesens slør, ligger de store forskelle ofte i de små afsløringer. Måske har Shulamit i virkeligheden været en lidenskabelig grænsesprænger, der i stedet før sløret tværtimod har slået sit hår ud? Eller også var kvinderne dengang slet ikke så dydige, som vi gerne vil gøre dem til?

 

Efter at have fulgt Sangenes Sang, som den oprindeligt kaldes, fra årtusinders mundtlige tradition over i skriften argumenterer Christian Kronman for digtets  naturlige indfødsret i Bibelen.

< Gå tilbage