En gadedigter er en historiefortæller der fortæller på vers, som oftest med en kraftig, til det syngende grænsende stemmeføring i det såkaldt offentlige rum.

Gadedigteren står ikke kun på gader og pladser og undertiden også inden døre. Først og fremmest står han eller hun - ligesom enhver anden historiefortæller og storyteller - dybt, forankret i den mundtlige tradition ned gennem årtusinderne forbi tyske minnesangere og franske troubadourer til den nordiske vølv og det antikke Grækenlands rapsoder, som vi bl.a. kan takke for Iliaden og Odysseen.

Skulle jeg prøve groft og alt for generelt at definere gadedigterne i forhold til deres mere "prosaistiske" kolleger, måtte det som allerede antydet blive ved deres forskellige målgrupper: Selvom vi for længst har fået indlagt både El og gas, arbejder historiefortælleren i gængs forstand stadig på den intime sidden-tæt-ved-ilden-fælles-stemning, denne vidunderlige dobbeltfornemmelse af på én gang at være både inde og ude, hjemme og dog - i historien - ude i den store, farlige verden.

Gadedigteren og hans publikum er derimod allerede derude. Og der er farligt, skulle jeg hilse og sige! Fra publikums synsvinkel fordi gaden er den moderne jagtmark, og så kan det godt være en ordentlig mundfuld pludselig at konfronteres med poesi, når man nu ellers troede, det var tilbudet på medisterpølse henne i Netto man skulle over og have fat i. Fra gadedigterens synsvinkel fordi de fleste mennesker til enhver tid hellere vil vælge ti ture i Tivolis nye rutschebane og et elastikspring frem for at skulle stille sig op på en fredelig, uskyldigt bemalet trækasse fra Odense Vinkompagni og råbe ud over mængden af jægere og samlere:
     "Det er ikke længere til at skjule!" Og så hviskende til sig selv:
     "En bajer, to bajer, tre bajer." Og så igen ud til det svarbegærlige publikum, der forhåbentlig allerede er begyndt at danne sig:
     "Erantis er gule!"   

Har man til gengæld først fået sagt det, så er det værste overstået, så er man i gang!

Gadedigteren kan sædvanligvis ikke gøre regning på et publikum, der spændt afventer hans entré. Gadedigteren må skabe sig sit publikum på gadens fuglebræt: Kommer der først én, kommer der også tre, kommer der tyve! Desværre flyver de væk efter samme tabel.

Og en gadedigter skal have de rigtige åndelige fortegn parat! Står han f.eks. lige midt i Dantes Guddommelige Komedie og i det samme hører pølsemandens totaktsmotor æde sig nærmere og nærmere fra det fjerne, da er det dødens pølse at blive finkulturel! Da skal gadedigteren, samtidig med at han med den ene hjernehalvdel afleverer den sørgelige beretning om Paulos og Francescas frygtelige skæbne, med den anden hjernehalvdel kunne regne ud, hvor han vil være nået til i fortællingen, præcist når den overgraffitibemalede pølsevogn vugger ind i publikums synsfelt, og med den tredje hjernehalvdel udtænke, hvad han lige netop i dét øjeblik skal sige. F.eks.:
      "Det var lige, hvad Dante sad og manglede, da han for seks hundrede år siden skrev de her vers: En dansk pølsevogn med rå løg og graffiti!"

Så meget og så lidt om forskellen mellem gadedigteren og historiefortælleren. Nu noget om alt det de to genrer har til fælles, ikke mindst tiden og dens skriftfikserede kultur.

Oprindelig er alle slags fortællere fra en tid, da et ord var et ord og en mand var en mand. I dag tror vi ikke rigtig på noget, medmindre ordet er skrevet ned og manden er advokat. Og selvom præsterne i vores folkekirker må have gentaget dåbsritualet hundredvis af gange, står de stadig og fægter henover den nyfødte med den lille bog, det er trykt i.
     "Hvorfor lærer I det ikke udenad?" spurgte jeg engang en præst.
     "Det er fordi kirken er orienteret mod skriften, først og fremmest selvfølgelig mod den hellige, men i det hele taget," svarede hun.

(For øvrigt går lige netop denne præst i praksis stærkt ind for det mundtlige. Hun nedskriver omhyggeligt alle sine grundigt forberedte prædikener, og når man så bagefter beder hende om en kopi, siger hun: "Det kan du godt få. Men jeg sagde noget helt andet.")

Af egen erfaring ved jeg, at denne fokusering på skriften ikke kun gælder inden for kirken. I begyndelsen, da jeg stillede mig op med mine digte inde ved Rundetaarn, havde jeg taget et lille sandwichbræt med, hvor jeg havde anbragt de artikler, aviserne havde været så venlige at skrive om mig. Det holdt jeg hurtigt op med. Jeg opdagede, at en del af mine potentielle tilhørere hellere ville læse i avisen på brættet, hvad det var jeg gjorde, end selv opleve at jeg vitterlig stod og gjorde det lige ved siden af.

Først når noget har stået i avisen, er det virkeligt. Og har det stået i Billed Bladet er selv det mest almindelige på én gang både virkeligt og fantastisk! Kun ét medie evner at potensere virkelighedsfornemmelsen endnu mere op, og det er selvfølgelig TV. På TV er tingene virkelig, VIRKELIG, V I R K E L I G sket!

Det er derfor man kan se ellers fornuftige og tilpas splittergale mænd og kvinder i show biz reklamere for sig selv med ordene:
"Den fra fjernsynet kendte...". Tænk hvis der en dag stod: "Den fra virkeligheden kendte..."?

Men måske er det netop dette medie der skal bringe os ud af vores skriftlige fiksering, frem mod en ny mundtlighed. For på TV bliver der jo TALT! Computeren bærer i samme retning, for i langt de fleste af de mails, vi mellem venner sender til hinanden, TALER vi i realiteten mere end vi bruger skriftsprog. Er hele vores kultur i virkeligheden ved at gå bag af skriften?

Måske skal vi se de nye kommateringsregler som et symptom på en sådan retning? Så vidt jeg har forstået, er hele humlen ved dem nemlig, at de er åndedrætsbaserede, hvor de gamle regler er baseret på det grammatikalske.

Og måske er vi fortællere selv et symptom på hele denne udvikling? For hvad var det i grunden der skete dengang i begyndelsen af 90erne, da den mundtlige fortælletradition pludselig blomstrede op over hele den vestlige verden? Eller rettere: Hvorfor skete det? Utallige gange har vi inden for branchen stillet os selv og hinanden det spørgsmål.

En del af os gik rundt og troede, at det var noget helt enestående, vi hver især havde gang i. (Jeg gjorde i hvert fald). Og så opdagede vi, at dér var minsandten én, der gjorde noget lignende! Og dér var én til! Og dér var én! Og dér! Som når hunden på sin aftentur opdager, at der også er andre hunde i verden!

Hvilken opdagelse! Vi var ikke alene! Men denne opdagelse blev logisk fulgt af en anden: Så var den impuls vi hver især havde følt, til at gøre netop det vi gjorde, ikke kun kommet indefra som noget helt individuelt unikt? Det var ikke noget, vi helt selv havde opfundet? Vi var derimod selv BLEVET opfundet! Af en ny tid. Af et nyt behov. Det var om muligt en endnu større, ligefrem berusende tanke at vi, frem for bare at have været først med et eller andet, nu var del af sådan en slags kosmisk, kaosteoretisk bølge!

Hvor vores forgængere havde foldet sig ud først i en verden helt uden bøger, og siden i en verden med meget få bøger og endnu færre der kunne læse dem, og siden hen i en verden med mange bøger og endnu flere analfabeter, så befandt vi os dengang i 90erne i en kultur der var mættet med informations- og underholdnings- tilbud, og hvor alle i hvert fald i princippet kunne læse og skrive.

Vi gjorde stort set det samme som de gamle, men nu midt i en verden af skrift, film og internet. Hvad var de behov, der havde kaldt os, eller rettere det vi gjorde, frem af historiefortællingens lange dvale?

Utvivlsomt er det en kombination af mange faktorer. Måske var det slet ikke skriften, vi havde fået nok af? Men billederne? Måske følte vi alle sammen hver for sig på én gang i hele den vestlige kultur en kvalmende overfodring af færdiglavede billeder? Måske følte vi alle sammen hver for sig på én gang en ubændig trang til igen at få gang i vores egen lille, vidunderlige billedekarrusel? Og måske var det med skriften bare en sideeffekt? Måske faldt den bare af i farten?

Det kunne være én af årsagerne til den mundtlige fortællings renæssance. En anden er, tror jeg, at alle disse nye fortælleres grødefulde grobund var gennemtrængt af en længsel efter noget, der hverken var fikst eller færdigt, dybest set en længsel efter det ufuldkomne menneske, som gik i stå, som snøftede, som ind i mellem kunne have en off day, men som så, før vi rigtig vidste af det, alligevel formåede på fælles vingefang med sit publikum at løfte os ud i en anden verden, der var uanet stor. Jeg tror der i begejstringen hos alle aldersklasser for fortællerne lå og ligger en afvisning af underholdningsindustriens mange ready mades, en given op over for det tomme ekko i biografen, når man mens lyset går op klapper af en film, der har fået lov at bevæge én, en protest mod mangelen på noget så menneskeligt elementært som muligheden for at sige tak.

Fortællerne på deres side har det på nøjagtig samme måde. Det er dér, de mødes med deres publikum. Og publikum med dem: Tak for fantasiens og humorens nådegaver. Og for alt det vi har sammen. Tusinde tak!




Dramatikeren
Forfatteren
Landet Der Var Engang


tlf: 35 39 51 90
Skriv en mail til: kronman@gadedigteren.dk